Da Josefine Molina Skovgaard Skovsang var 24 år, blev hendes forældre skilt, og pludselig følte hun, at hun skulle være den nye familiekoordinator. Flere voksne skilsmissebørn oplever at tage mere ansvar, end de kan bære. De forsøger at væve det tæppe der er blevet rykket væk under dem, og i juletiden bliver det kun tydeligere.
34-årig Josefine Molina Skovgaard Skovsang er en af dem, som har oplevet at blive skilsmissebarn som voksen.
Af Emma Kold
Juleaften 2019 stod Josefine Molina Skovgaard Skovsang og Simone, de ældste af fire søstre, i et lille københavner-køkken og trakterede. Efter forældrenes skilsmisse holdtes julen nemlig enten ved Simone eller Josefine. Josefine stod omringet af sovs og steg og vrissede af sine søstre. Men det føltes helt forkert.
”Det er jo ikke en føles af, ’Det gør jeg, fordi der er intet, jeg hellere vil!’ Det var ligesom en unaturlig plads for mig at tage”, siger Josefine om jule-kaosset.
Voksne skilsmissebørn glemmer sig selv
Josefine har oplevet at have ansvaret for familiens sammenhæng efter forældrenes brud. Og det er hun ikke alene om, siger Annette Due Madsen, psykolog og formand for Center for Familieudvikling.
”Når ens forældre bliver skilt, så bliver ens kræfter lige pludselig brugt på at tænke på, hvordan de andre har det”, siger Annette Due Madsen.
Hun mener, at voksne skilsmissebørn ofte oplever at stå med efterladenskaberne af noget, der engang var en tryg base, hvilket er noget, der er vigtigt at have for især unge voksne.
”Man er i gang med at forme et liv selv. Derfor er det vigtigt at deres base er intakt”, siger hun.
Ens egne følelser
I julen 2013, samlede Josefines forældre de fire søstre i Josefines stue for at fortælle det. At de skulle skilles. De fire piger sad tavse i sofaen, og efter lidt betænkningstid begyndte gråden at fylde stuen. Men Josefine græd ikke.
”Jeg trøstede mine søstre og glattede lidt ud. Jeg reagerede faktisk ikke rigtigt, jeg vidste det jo godt.”
I lang tid optil forældrenes skilsmisse var Josefine en støtte for sin mor, og var på den måde involveret i skilsmissen lang tid før den startede.
”Jeg trængte til at det der mudder, de plaskede rundt i, skulle stoppe”, siger hun om sine forældres forhold, som ifølge Josefine længe havde været betændt.
Josefine har senere kunnet mærke, at det har været sværere, end hun havde troet, at være så involveret i skilsmissen.
Tendensen til at komme til at blive for involveret i sine forældres følelser er Josefine heller ikke alene om.
”Forældre kommer tit til at overinddrage børnene i skilsmissen, og så kan barnet ende som en samtalepartner for forældrene”, siger familiepsykolog Jesper Riis Lindholm.
Han mener, at det kan komme til at betyde, at børnene tager unødigt meget ansvar for deres forældres følelser, og derfor glemmer at tage ansvar for sine egne.
“Så kan man komme til at føle sig som en mor for sin mor”, siger Jesper Riis Lindholm.
”Det var som en maraton, der endelig var slut”
Da både forældre og søskende var taget hjem fra Josefine, nu ikke længere som kernefamilie, stod hun i køkkenet og vaskede op. Det var først der, det gik op for det hende, at det også var hendes forældre, der skulle skilles. Så kunne hun ikke holde masken længere, og brød sammen over opvasken.
“Jeg mærker for første gang en sorg. Ikke over den dag, men en kæmpe sorg over det, der var nødt til at ske, og alle de år, der ledte op til det.”
Alle de følelser, som hun ikke kunne mærke som sine egne, kom endelig væltende ind over hende. Der gik det op for hende, at det havde været meget hårdere, end hun havde givet sig selv lov til at mærke. Det var ikke kun sorg men også lettelse over, at det endelig var overstået.
”Det var som et maraton, der endelig var slut”, fortæller Josefine i dag med blanke øjne.
Josefines vanskelighed med at opleve sine egne følelser, startede da hun begyndte at mærke problemer i sine forældres forhold.
“Jeg var aldrig særlig optaget af, hvordan det var for mig”, fortæller Josefine.
Hun oplevede sig selv som sin mors beskytter, og derfor var hun i mindre grad optaget af sine egne følelser og oplevelser under tumulten, da blikket i den periode hvilede på moren.
”Jeg hopper lynhurtigt over i hendes historie”, siger Josefine.
Hvad er man værd, når man ikke giver?
Voksne skilsmissebørn kan opleve at forsøge at tage ansvaret for deres forældre og søskende, lappe huller og holde alle tovene, og det kan gå ud over selvfølelsen, mener Annette Due Madsen. For det er ikke altid, at noget af det hjælper, og det kan give en følelse af magtesløshed for de voksne skilsmissebørn.
”Den magtesløshed kan gå ud over selvfølelsen, og så kan man miste selvrespekten”, siger Anette Due Madsen.
Josefine har været vant til at være hende, der havde planen og holdte folk i hånden. Ansvaret for at alle havde en god juleaften, alle kom på sommerferie og fik fødselsdagsgaver, føler hun, at hun har båret, da forældrene ikke kunne være sammen om det arbejde længere.
Det var først, da hun blev sygemeldt fra sit arbejde under corona, at hun lærte at give slip.
“Jeg opdagede, at det hele jo ikke faldt sammen, fordi jeg ikke var der”, siger Josefine.
Hun bliver stille, tænker lidt og siger så med gråd i stemmen,
”At jeg også er værd at være sammen med, selvom jeg ikke bare giver. At jeg godt må dukke op uden at have styr på en skid”.
Hun pudser næsen og ånder så ud.
”Undskyld, det er også hormonerne”, siger hun med hånden på sin gravide mave og griner lidt.
Noget af det vigtigste, man kan gøre for at give slip på det ansvar, man som voksent skilsmissebarn kan føle, er at anerkende, at man ikke behøver tage det. Det fortæller Jesper Riis Lindholm.
Det er ikke nemt at lægge den rolle fra sig. Især hvis man sidder med følelsen, ”hvis ikke jeg gør det, så er der ingen der gør det!”, men det mener Jesper Riis Lindholm, at der nok skal være andre, der gør.
”Så længe man selv tager det ansvar, så kan andre ikke træde til”, siger han. Han mener, at man også skal øve sig i at have tillid til at andre gerne vil hjælpe en med ansvaret.
Et nyt kapitel
Med tiden var der noget, som ændrede sig for Josefines forældre. ”Det er, som om de er kommet videre”, siger Josefine.
I løbet af de sidste par år, har stemningen i familien nemlig lettet sig. Nok tid var gået, Josefines forældre var blevet sat fri.
”Før vendte vi alle i forskellige retninger, havde forskellige virkeligheder, men nu er det, som om vi kigger ind mod den samme kerne igen”, fortæller Josefine.
Josefines forældre har fundet tilbage til de gamle venskabelige følelser, og Josefine skal stadig knibe sig selv i armen.
”De første 3 sekunder de er i samme rum, går jeg med skuldrene oppe. Jeg skal minde mig selv om, at alt faktisk er godt”, siger Josefine.
I år skal Josefine holde jul med både sin far og mor, noget som ikke altid har været lige nemt.
“Det fede er, at jeg ikke ved hvordan det endte sådan, fordi det behøvede jeg for en gangs skyld ikke at tage ansvar for”, siger hun og bryder ud i latter. Hendes blik ændrer sig pludselig, og hun bliver stille. Hun tænker sig om. ”Jeg er ikke bange for, at et eller andet skal gå galt den her jul”, siger hun så og smiler.